Kortlægning af kort. Nina Goga: Kart over barnlitteraturen, Portal forlag 2015

Kortlægning af kort. Nina Goga: Kart over barnlitteraturen, Portal forlag 2015

Dan Ringgaard

Aarhus Universitet, Denmark

Citation: Nordic Journal of ChildLit Aesthetics, Vol. 7, 2016 http://dx.doi.org/10.3402/blft.v7.32554

Copyright: ©2016 D. Ringgaard. This is an Open Access article distributed under the terms of the Creative Commons Attribution-NonCommercial 4.0 International License, permitting all non-commercial use, distribution, and reproduction in any medium, provided the original work is properly cited.

Published: 1 July 2016

 

Fig 1

Kort i bøger er en fascinationsform helt for sig selv. Ikke mindst i børnebøger hvor de optræder hyppigere end i megen anden litteratur. Kortenes i forvejen fantasiæggende egenskaber forstærkes yderligere i mødet med teksten. Man går på opdagelse i den slags kort. En verden åbner sig for forestillingsevnen. Måske fordi man mødte dem første gang som barn, og måske fordi der er så mange af dem i børnelitteratur, er kortene forbundne med minder fra barndommen. Uden at kunne huske et bestemt kort eller en bestemt bog, kan jeg huske følelsen af at se på kort i bøger, af at fortabe mig i dem, og den særlige nydelse som lå i igen og igen at bladre tilbage til kortene imens jeg læste. Kortene fandtes typisk på indersiden af bogomslaget. Det at få det ene til at passe med det andet henover den afgrund som der ikke desto mindre blev ved med at være imellem kortets verden og tekstens. Og fra den anden siden af virkeligheden: at forestille sig de landskaber man legede i som kort. Den fryd har Nina Goga skrevet en bog om. En afhandling kan man roligt kalde den. Hendes primære forklaring på hvorfor kortet er knyttet til barndommen, er at kortet er en måde at orientere sig i verden på, og at det er en opgave ethvert barn må tage på sig. Man begynder at forstå hvem man er, ved at finde ud af hvor man er, ved at udforske grænserne for ens verden og, ikke mindst, etablere dens centrum som er én selv, ens værelse, hus og familie. Men kortets fascination beror også på det som det ikke fastlægger og viser, eller som i dette tilfælde på det kortet viser, men som teksten ikke omtaler:

Spesielt godt husker jeg at jeg var interessert i å lese om hva som skjedde på snarveien imellom hjemmet og skolen. Men selv om snarveien var avmerket på kartet i den første boken om Milly-Molly-Mandy, fantes der ingen fortelling som handlet om at hun benyttet seg av denne. Dette misforholdet mellom kartet og fortellingen ble en slags gåte for meg. Stien på kartet ble en linje jeg selv kunne dikte hendelser inn i og lage mine egne Milly-Molly-Mandy-historier om. (66)

I fem kapitler undersøger Goga fem forskellige genres brug af kort og med dem forskellige aspekter af hvad kort er og kan i børnebøger. Det gælder billedbøger, rejseguides, barndomsidyller, krimier og fantasy. I billedbøgerne handler det om at udforske områder ved at tegne ruter igennem dem. Enten det er kvarteret man bor i set fra ens egen husblok som i Tor Åge Bringsværd og Lisa Aisatos bøger om trolden Tambar, eller det modsat er rejsen ud i det ukendte i Bjørn Ouslands bøger om pol-ekspeditioner. Det handler i begge tilfælde om identitet, personlig som national, ved hjælp af en type af kortlægning hvor ruten igennem landskabet spiller en afgørende rolle. I kapitlet om rejseguides for børn går skillelinjen imellem de ofte billedrige kort som indfører barnet i et steds historie, og de mere orienteringsanvisende som opfordrer til selv at udforske de af byens forlystelser som er for børn. Kortene i Joyce Lankester Brisleys bøger om Milly-Molly-Mandy og Maria Parrs Tonje Glimmerdal bringer læseren ind i barndommens sted som en idyl for så vidt det er en verden barnet er fortrolig med, og har en dyb og ikke mindst kropslig viden om. Det er en geografi hvor sted og identitet er tæt forbundne. I krimierne er kortet mere integreret i historien end ellers. Det at kunne læse et kort, og det at kunne opklare en forbrydelse, spore den fra mordet og til mordets årsag, er flettet sammen. Det er kortlæseren som detektiv, og kortet som en vigtig læsehjælp. Endelig er der fantasy-genren som Goga knytter til dannelsen der igen, fordi vi har med kort at gøre, bliver som et landskab. Fra og med Tolkien er fantasy-genren også kortets genre par excellence. Kortene forankrer fantasilandet i en form for realitet, men først og fremmest er de kort over det fremmede som det menneske der ikke længere helt er et barn, må begive sig ud i for at forstå sig selv. Den labyrintiske by spilles ud imod det fantastiske, men lokaliserede landskab. Analyseeksemplerne er Lene Kaaberbøls Skammer-serie, Svein Nyhus’ Lille Lu og troldmannen Bulibar og Lars Mæhles Landet under isen.

I bogens indledning opridser Goga to begreber og et teoretisk felt som hun tager med sig undervejs i analysekapitlerne. Det første af begreberne er Gérard Genettes begreb paratekst og hans spørgsmål til den. Parateksten er det som er uden for selve teksten, og som typisk virker formidlende imellem den og læseren, men som også medvirker til betydningsdannelsen. Det er oplagt at se kortet som et paratekstuelt element. Det andet begreb er Mikhail Bakhins kronotop og med det ideen om at der til grund for hver genre og hver tekst ligger en særlig krydsning af tid (kronos) og sted (topos), en særlig kronotop altså, og ofte også en bestemt blanding af kronotoper. Bakhin benytter begrebet på tekst, Goga udvider det til også at betegne krydsningen af tekst og kort, og krydsningen af tid og sted i ethvert kort. Også kronotopen virker som et oplagt begreb at gå til emnet med. Selv om bogens tre teoretiske nøgler stilles op som parallelle, så adskiller den tre nøgle sig fra de andre to ved ikke at være et fikst og gennemprøvet begreb, men snarer et teoretisk felt. Det gælder kartografien. Hvad et kort er, og hvordan det aflæses. Kortets anatomi, som det hedder, angår dets bestanddele herunder ikke mindst dets perspektiv og type. Mange af de kort Goga beskæftiger sig med i sin bog, er i slægt med middelalderkortet. De er afbildende snarere end symbolske, og ofte benytter de sig at et blandet perspektiv frem for et panoptisk. Således rustet med to håndterbare begreber og en reflekteret viden om kortet, kan Goga skride til analyserne.

Hvert analysekapitel, samt bogen som helhed, er bygget overordentligt metodisk op. Først præsenteres emnet og analyseeksemplerne. Så gennemgås den relevante forskning for det pågældende underområde. Det gøres, så vidt jeg kan vurdere, forbilledligt. Herefter analyseres tre passende forskelligartede eksempler, ofte i parallelle strukturer, hvorefter kapitlet når til en opsamlende konklusion. Undervejs i hvert kapitel inddrages de to begreber og kartografiens felt. Paratekst-begrebet er især anvendeligt til at begynde med i analyserne som en indkredsning af forholdet imellem tekst og kort. Den kartografiske refleksion falder lidt rundt omkring hvor den nu er relevant. Kronotopen er den af de tre teoretiske nøgler som viser sig mest analytisk brugbart. Det kan være i sin klassisk bakthinske form som for eksempel idylkronotopens klare og trygge lokalisering og dybe historiske tid, eller det kan være nydannelsen, turistkronotopen, hvor rejsen igennem stedet definerer stedet.

Det er, hvad man vel godt kan kalde, en meget kartografisk metode. Noget fremhæves, men ingenting overses. Hvert kapitel er omhyggelig med hele tiden at skabe overblik over forskningen, bøgerne og de valg som foretages undervejs, og med at samle det hele til sidst. Det samme gælder bogen som helhed. Det er videnskabeligt troværdigt, men kan ind imellem virke mekanisk eller overmetodisk. De steder hvor kortlægningen af en af undergenrerne bliver et mål i sig selv og ikke er styret af en tilstrækkelig interessant idé, afslører det sig i opsamlingerne. Så bliver de netop det, opsamlinger og ikke konklusioner. Det sker i kapitlet om rejsebøgerne som aldrig når ud over pligtskyldigst at sammenholde de obligatoriske tre analyseeksempler, og det sker i krimikapitlet som slutter i nogle læsepædagogiske overvejelser som er yderst relevante, men som stort set ikke er forberedt i analyseafsnittet. Man kunne godt engang imellem ønske sig lidt mere af den fortabelse i det kortet ikke fanger, det som det indledende citat lagde op til, nogle mere insisterende ruter igennem kortet. Mere middelalderkort og mindre panoptisk orienteringskort. Sådan rent metodisk altså. Skævheden imellem de to begreber og kartografiens teoretiske felt indfører en vis variation. Alligevel er det som om behovet for overblik og metodisk regularitet ind imellem står i vejen for mere dybdegående refleksioner og analyser.

Men kun ind imellem. I kapitlerne om idyllerne og fantasy-bøgerne vinder nysgerrigheden over metoden. Alene det at det første begynder med bogens eneste personlige erindring, antyder at her er der en særlig idé eller intuition på færde som kommer til at styre kapitlet. Det handler om topofili, kærlighed til steder, og om kort som udtrykker denne kærlighed ved klart afgrænsende afbildninger af kendte og sammenhængende verdener. Det er i dette kapitel af stedsfænomenologien, som ellers ikke er teoretiseret i bogen, kommer til sin ret. For eksempel i pointen om at barnet med sine daglige, men frie bevægelser på stedet selv er med til at forme det mentale kort over det, men at den samme bevægelighed også er en måde at optage stedets værdier og normer. Man kunne dog spørge sig hvis idyl der er tale om? Barnets eller den voksnes? Goga indleder som sagt kapitlet med sin egen barndomsidyl. Er idyllen en erfaringsform som hører barndommen til, nærmere bestemt barnets evne til i legen at glemme tid og sted og frygt, eller opstår den med tilbagevirkende kraft i den voksnes upålidelige og harmoniserende erindring? Udsigelsen med andre ord: Hvem er det der konstruerer idyllen? Det står der ikke noget om. Er idyllens forbindelse imellem historisk bevidsthed og påskønnelse af det lokale miljø ikke en meget kultiveret erfaringsform? Er det ikke temmelig langt fra hvad barnet oplever?

Den omtalte fænomenologiske opmærksomhed for krop og bevægelse kommer også til udtryk i nogle af bogens fineste analyser, dem af børnene i byerne i fantasy-litteraturen. Hvordan Dina, Skammerens datter, behersker den verden som er barndomslandskabets, men kastes ud i en anden som er den labyrintiske, farefulde bys. Eller hvordan Lilli Lus forhold til byen helt modsat er styret af en forundringsstrategi fuld af en tøvende men betingelsesløs tillid til verden. Eller den strenge dualisme imellem godt og ondt i Landet under isen som kortet forstærker, og som ansporer til religiøse erfaringer.

Det primære greb igennem bogen er den sammenlignende læsning af kort og tekst. Det er da også oplagt, og læsningerne er veludførte og eksempler til efterfølgelse. Der er ingen undskyldning for at læse hen over kortene næste gang man læser en bog med sådan nogen i. Men det er også en lidt håndfast opdeling. Hvis et kort er en rumlig fordeling af udvalgte elementer fra et stykke af en verden, så kan kartografien ikke begrænses til tegnede kort. Kortlægning er en mental eller kognitiv funktion som vi hele tiden benytter os af. En tekst er også en kortlægning af noget i det omgang den danner rum og orienterer sig i rum. At tekster kortlægger, og at en karakter i en tekst kan være en korttegner, demonstrerer Per Olof Enqvist i Kartritarne, og Micheal Chabon gør det samme i Maps and Legends. Modsat så består kort også som regel af en hel del tekst. Dette udvidede begreb om kort findes for eksempel i Christian Jacobs L’empire des cartes og i hans oversætter Tom Conleys Cartographic Cinema. Som en strategi for billedeliggørelse af tanker og følelser er kortet desuden i familie med diagrammer og beslægtede grafiske metoder. Her tænker jeg på Franco Morettis Graphs, Maps and Trees og Frederik Stjernfeldts Diagrammatology.

Hvad ville der være sket hvis Goga havde sluppet den sammenlignende kort og tekst-læsning og begivet sig ud i disse mindre idyllisk afgrænsede landskaber? Hun ville have tabt den metodiske anskuelighed som er hendes bogs store force. Så måske var det det rigtige valg at holde sig på det sikre. På den anden side ville hun have kunnet integrere teksten og kortet i en mere dristig og ambitiøs tekstuel og kognitiv kartografi. Se, det ville have været et intellektuelt eventyr og måske endda en eventyrkronotop, sådan en som opererer i en mere abstrakt og foranderlig rumtid.

Om fantasy-kortene hedder det at de ”gir leseren holdepunkter, men først og fremst gir det leseren plass til selv å forestille seg og overraskes over det som er ukjent, fremmed – og fantastisk”. (136) Sådan er det vist med kort i det hele taget. Emnet for Gogas bog er i sig selv en grund til at læse den. Den grundighed emnet behandles med, og etableringen af en metode for at læse kort i børnebøger med er to andre rigtig gode grunde til at give sig i kast med bogen. Endnu et par godt nok mere underordnede grunde som jeg endnu ikke har nævnt, er spredningen i genrer og geografi. Måske er det en særlig styrke ved børnelitteraturen at den, fordi den ikke er underlagt det samme strenge kunstsyn som den seriøse ende af voksenlitteraturen, bedre kan brede sig ud over det strengt litterære og til for eksempel rejseguides. Oveni breder bogen sig også over hele Skandinavien og bidrager dermed til dannelsen af en regional litteratur som jeg kunne tænke mig vil blive endnu vigtigere i de kommende år. Man kan roligt påstå at Nina Gogas bog giver ”leseren holdepunkter” til at læse kort i børnelitteratur med. Men jeg kunne godt have tænkt mig at den havde turdet udstikke et refleksionsrum som i endnu højere grad end tilfældet er, gav den selv og ”leseren plass til selv å forestille seg og overraskes over det som er ukjent, fremmed – og fantastisk”.

About The Author

Dan Ringgaard
Aarhus Universitet, Denmark
Denmark

Article Metrics

Metrics Loading ...

Metrics powered by PLOS ALM

Related Content